06 april 2014

Paa jagt efter en furbo

For nogen tid siden saa jeg et opslag paa en Facebook gruppe fra Fur, om en furboknaegt, som doede under anden verdenskrig og er mindet i London.


I aftes havde jeg lejlighed til et lille visit ved mindestedet og saa kunne jeg da ikke dy mig for at lede efter ham, vi er jo ikke saa mange furboer i London, saa vi maa staa sammen! ;) Mindestedet er kaempestort og ligger paa den modsatte side af vejen end the Tower of London. Mindstedet gemmer paa en 35-40,000 navne, saa der er nok at tage hul paa.


Paa de mange tavler staar der navn efter navn paa soefolk, som mistede livet under en af de to verdenskrige og som ikke har anden grav end havet. Da jeg ankom var det ved at blive moerkt og jeg havde ikke helt gennemskuet at alle navnene ikke bare var skrevet i alfabetisk orden, men i alfabetisk orden under det skib de hoerte til. At monumentet saa ogsaa er delt op i foerste og anden verdenskrig var ogsaa nyt for mig. Det viser sig at monumentet foroven er det for 1. verdenskrig...


Jeg havde egentlig opgivet aevret, da jeg selvfoelgelig ikke vidste hvilket skib jeg skulle lede efter, men saa slog staedigheden til! Jeg snuppede min udemaerkede mobiltelefon og soegte, naivt, paa soldatens navn og 'hvilested' og i loebet af ingen tid kunne jeg give mig til at lede efter panel nr 64... Efter nogen tid gennemskuede jeg systemet med inddelingen af verdenskrigene og fandt ogsaa panel nr 64.


'Dyhr S.' var bare 20 aar, da hans skib, Leise Maersk,  blev ramt af et missil fra en tysk ubaad i November 1940 og han og 15 andre maatte lade livet. Til trods for jeg naturligvis aldrig har moedt den unge mand, kunne jeg nu ikke lade vaere med at stryge fingrene over hans navn, tage ham lidt til mig og sende ham en venlig tanke. Stakkels knaegt, han kunne nu godt vaere blevet tildelt lidt flere aar!


Mindetavlen vender mod sydvest og er placeret i en lille solplet lige ved siden af et stykke af Londons romerske bymur. En dag vil jeg saette mig paa baenken og spise en is!

11 kommentarer:

Donald sagde ...

Ja, det er en skam at den unge mand ikke fik flere år at leve i. Det er næsten ufatteligt at England fortsatte kampen efter at Hitler havde erobret det meste af Europa, og de ofre af menneskeliv, som fulgte, gør stadig ondt.

Jeg er godt nok tilbøjelig til at blive rørt, men hvem kan høre "We'll meet again" (Vera Lynn) uden at føle smerten og håbet.

Madame sagde ...

Det er gribende at læse, Tina - og meget smukke billeder!

Annes indfald sagde ...

Jeg har det akkurat som Donald.
Ukendte liv, men hvem kan lade være med at tage dem til sig ... og sige tak.

Karin sagde ...

Disse minde steder er fantastiske. Og i dag er google jo altid ved hånden,så vi kan finde vore kære, der er blevet ramt på så tragisk vis.
Et smukt sted at nyde en is.

Lone sagde ...

Det er så dejligt at læse, at mindesmærker, så mange år stadig bringer tanker i sving over svundne tiders heltes tabte liv.

FUUR. sagde ...

Jeg kan fortælle videre på din historie om den unge sømand.
Som du ved, har vi her på FUUR kirkegård, en smuk mindeplads, for søfolk, som aldrig kom hjem. Som endte deres dage på havet, og aldrig fik en grav. Kun sømandens våde grav.
Der er fire navne, på dem der døde under krigen, hvor skibene blev minesprængt. Altså krigsofre.
På den anden side på mindesmærket,
er der navne på andre søfolk, der også endte deres liv på havet.
Mindesmærket her på kirkegården blev lavet, da Ramskov var præst.
Det er smukt,mange gange ligger der en buket.
Den unge mand du fandt hedder Søren Dyhr. Du kender udmærket hans familie. Sødt af dig at finde ham.

sanne's opslagstavle sagde ...

Dejligt at den gamle fra Lolland. På denne måde er kommet fram. Med historie mm. Interesseret læsning.

Anonym sagde ...

Kære Tina. Tusind tak fordi du gik forbi og tog billeder.
Jeg vil vise dem til min svigermor.
Da jeg for 2-3 år siden første gang læste om denne mindetavle, og fortalte om det til min svigermor, så var hendes første kommentar "det ville have være dejligt at have vidst tidligere". Min svigerfar - Sørens bror, var død på det tidspunkt. Og familien fik meget lidt at vide i sin tid.
Jeg er rørt og glad over at du gik forbi og hilste på ham.

Mange hilsner fra Karen Marie Dyhr

Ellen sagde ...

En sød/trist historie - især når man læser kommentaren fra en pårørende. Tænk, at de fik så lidt at vide, at de ikke engang vidste, at der var skabt disse mindesøjler eller -sten.

Unknown sagde ...

Det var interessant at se dine billeder, især mindrepladen for Leise Mærsk, for vi vidste ikke en sådan eksisterede. Letmatrosen Olaf Guldbrand Amund-Jensen var min fars bror. Han er født på Volstrup ved Hobro. Voksede op i Fresno Californien, men familien vendte atter hjem til Danmark som stor dreng. Hans bror, min far, lever stadig (89 år) og bor i Risskov ved Århus. Han fortæller, hvordan han sidste gang så sin bror i Ålborg, hvor skibet lå til kaj d. 8. april 1940.

Tina - omme i London sagde ...

Til den ukendte kommentator - jeg har lige fundet din kommentar i spamboksen og vil proeve paa at finde din email adresse, hvis det kan lade sig goere. Tak for kommentaren, det var interessant.